Skip to main content Skip to footer

”Man kommer i godt humør af at være her”

Sundhedskoret SMIL PÅ er for alle. Det foregår om mandagen i Thy Hallen.

Hver mandag mødes cirka 20 mennesker og synger sammen i Thy Hallen – under ledelse af musikterapeut Karen Bjørnskov. 

Gasolin-juleklassiker, sange fra julekalenderen Pyrus og Jul på Vesterbro. 

Det er sidste mødegang før jul, og det mærkes på sangvalget til SMIL PÅ - sundhedssang i Thy Hallen under ledelse af musikterapeut Karen Bjørnskov. Sangene skifter fra gang til gang, men følelsen i maven er hver gang den samme for deltagere som Annette Dam Mortensen.

Man kommer i virkelig godt humør af at være med her. Vi griner så meget, fortæller Annette.

Annette Dam Mortensen har tidligere arbejdet som sygeplejerske og trivselskonsulent men har nu fået sygdommen Parkinsons, og den har betydet, at hun nu har fået anledning til at synge i kor, hvilket faktisk var noget, hun drømte om allerede som barn. Hun glæder sig over at være i et kor, der ikke stiller bestemte krav.

Her er der plads til alle, også sådan en som mig, der synger lidt falsk.

Anette Dam Mortensen følges med svigerinden Hanne Jespersen, der har været med et års tid.

Vi taler aldrig om sygdom

Sundhedskoret i Thy Hallen henvender sig til borgere, der har brug for et trivsels- eller sundhedsfremmende tilbud - men ikke definerer deres udfordringer gennem en bestemt diagnose.

Anette Dam Mortensen synes, det er rart, at der ikke er fokus på sygdom, når gruppen mødes.

Egentlig tror jeg de fleste døjer med noget, men det snakker vi aldrig om. Vi synger og griner, siger hun. 

Sundhedskoret SMIL PÅ er et tilbud, som Thisted Kommune har etableret i samarbejde med Thy Sangskole og Sangens Hus. Formålet er at styrke deltagernes sundhed og trivsel på forskellige måder:

  • ·         mental trivsel
  • ·         åndedræt, kropsholdning og stemmestyrke
  • ·         koordination, nærvær og energi
  • ·         fællesskabsfølelse og sociale tilknytninger

Tilbuddet er tænkt til borgere, der for eksempel har lettere fysiske eller kognitive udfordringer, døjer med stress, ensomhed eller psykisk sårbarhed – og måske har lav tilknytning til andre fællesskaber.

Sundhedskor fortsætter i 2026. Første gang er 12. januar. 

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Morbi at nibh rhoncus, tempor magna non, feugiat nisi.