-
Velfærdssang på Vevoskolen er et nytænkende og undersøgende samarbejde mellem en kulturinstitution og en professionsrettet uddannelsesinstitution med det formål at integrere sang i SOSU-uddannelsen, både som en del af elevernes trivsel og som et fagligt redskab i deres fremtidige arbejde med ældre, borgere og pårørende.
-
Velfærdssang er støttet af Kulturkantens forårspulje.
-
De konkrete resultater i Velfærdssang skal nu bruges til at styrke og kvalificere et større initiativ, Sangglad Senior, som Thy Sangskole er projektleder på.
Velfærdssang som løftestang til Sangglad Senior
Thy Sangskole og Vevoskolen har i fællesskab taget hul på at undersøge, hvordan sang kan spille en værdifuld rolle i omsorgssektoren. Velfærdsang-projektet, der er støttet af Kulturkantens Forårspulje, har givet klare pejlemærker til det næste arbejde med at udvikle sang som et redskab i hverdagen på plejecentrene, nemlig det treårige projekt ”Sangglad Senior”, som netop er skudt i gang.
- Forløbet har haft stor værdi for dem, der har været med. Jeg oplever, der er kommet en anden stemning mellem eleverne. Og det er fedt at se, hvordan de slipper tøjlerne efterhånden.
Underviser Merete Toft, Vevoskolen, er ikke i tvivl, da hun skal give karakter til projekt Velfærdssang, der netop er afsluttet.
To gange i efteråret og én gang i foråret har Karen Bjørnskov og Kristina Brogaard fra Thy Sangskole besøgt Vevoskolen i Thisted, der tilbyder en række uddannelser inden for sundhed, omsorg, pædagogik og det sociale område.
I projektet har Thy Sangskole i samarbejde med Vevoskolen ønsket at undersøge, hvordan sang kan spille en aktiv rolle i uddannelsen – både som et pædagogisk redskab i undervisningen og som en styrkelse af elevernes sociale og faglige kompetencer.
- Det har været enormt berigende at arbejde fælles om, hvordan sang kan indtænkes i uddannelsen – både bredt som en kulturindsats på institutionen men også direkte i fagundervisningen. Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med Vevoskolen og har opbygget gode relationer, som peger fremad for sang som en del af uddannelsen og som et redskab for de studerende, når de kommer ud i praksis, siger Kristina Brogaard, leder af Thy Sangskole.
Erkendelse og mod
I løbet af perioden med ”Velfærdssang” har eleverne fået en ny erkendelse af, hvad sang er og kan.
I den første fællessamling med sang og øvelser stod nogle af eleverne med armene over kors, stod op ad væggen eller deltog ironisk.
- Jeg synes, det er meget fint at synge sammen. Det giver en følelse af fællesskab. Men det kan godt være lidt akavet, hvis der ikke er så mange, der synger med, lød det dengang fra Silke Østergaard Pedersen.
Anden gang var der en helt anden stemning. Der var smil, og de fleste sang med på fællessangene.
I en af øvelserne blev eleverne delt op i grupper. Der blev trampet i takt, nynnet en rytme og sunget forskellige stemmer.
Uddannelsesleder på Vevoskolen, Johanne Dybdahl Krüger, glæder sig over at se, hvordan eleverne er blevet mere engagerede og aktivt deltagende for hver gang, de har haft en workshop. De bevæger sig, interagerer med hinanden – og synger med.
- Jeg kan godt lide Karens fortælling om, hvorfor det er vigtigt at afprøve noget sammen, der virker fjollet - for at få mod til at synge med andre. Når vi bliver mere frigjorte, kan vi bruge sang som et redskab i omsorgsarbejde – og dermed kan sang være en indgang til at skabe relationer og samhørighed.
Merete Toft siger det således:
- Sang har givet et fællesskab på tværs af hold på skolen, hvilket er med til at give trivsel og modvirke frafald, siger Merete Toft.
- Det gode er at se, hvordan eleverne slipper tøjlerne efterhånden, siger Merete Toft, der er lærer på VEVO-skolen.Sang som et fagligt redskab
Udover de tre fællessamlinger for alle elever, var der også en undervisningsdag for et mindre hold. Her blev de godt klædt på med teori og viden om sangens gavnlige effekter for mental og fysisk trivsel, og her begyndte gevinsterne ved sangen som redskab i omsorgssektoren for alvor at blive tydelige for deltagerne.
Peter Bjerge, der er på 2. skoleforløb, siger:
- Jeg har aldrig før tænkt over, at man kan bruge sang og musik til at skabe bevægelse. For ældre mennesker er bevægelse rigtig vigtigt. For funktionsevnen og livskvaliteten.
Velfærdssang-projektet har givet en bevidsthed om, at Vevoskolen er med på noderne. Der er fokus på sang mange steder – demenskor, KOL-kor, sundhedskor. Sang er noget, der har selvstændig værdi som led i omsorgsarbejdet.
- Sang er ikke leg eller underholdning. Det er et fagligt redskab, der bygger på viden. Det gør det legitimt at bruge som skole i undervisningen, pointerer uddannelsesleder på Vevoskolen, Johanne Dybdahl Kruger.
Erfaringer videreføres i Sangglad Senior
Nu er projekt Velfærdssang afsluttet, men sang kommer i fremtiden til at fylde mere i undervisningen på Vevoskolen og ude på plejecentrene i Thisted Kommune.
Sangglad Senior-projektet er allerede i skudt i gang. Over de næste tre år vil Thy Sangskole i et bredt samarbejde med både forskere, fagpersoner og praktikere udvikle, implementere og evaluere en sangbaseret indsats på plejecentre i Thisted Kommune og på Vevoskolen.
Lederne af såvel Thy Sangskole og Vevoskolen er enige om, at der med ”Velfærdssang” er skabt en værdifuld relation og et samarbejde, der kan blive en gevinst for Sangglad Senior.