Julekoncert

på Tingstrup Skole 19. december 2013

Torsdag før juleferien afholdt Tingstrup Skole sin traditionsrige julekoncert i skolens julesmykkede hal med deltagelse af elever fra både den obligatoriske musikundervisning samt den frivillige musikundervisning.

PC190016

Én af traditionerne er, at 1. klasserne optræder med nogle få julesange – en anden er, at 4.klasserne afslutter koncerten med et meget stemningsfuldt Luciaoptog. Og ind imellem disse indslag optræder skolens kor – multimusik, som er elever i 5. årgang, der synger og spiller rytmisk musik - samt skolens elevband, som er elever fra skolens overbygning. Desuden optrådte skolens musiklærere også i år med en sats over salmen ”Født blandt fromme dyr i stalden” – for på den måde at foregå med det gode eksempel. Sang er vigtig for skolen – og derfor er der også fællessange for de hundredvis af forældre og børn, der er mødt op til julekoncerten.

Kurser giver inspiration

Lederen af skolens kor, Karen Berg, fortæller at med skolens kor optrådte hun i år med et blandet repertoire af 4 sange, hvor der også indgår bevægelser. Hun er meget bevidst om, at børnene skal falde for sangene lige med det samme, og at det er vigtigt, at de ikke er for svære. Hun henter sin inspiration fra de forskellige korkurser, hun deltager på i årets løb. Desværre er der for få kurser, der henvender sig direkte til den obligatoriske undervisning, udtaler Karen, der også har deltaget i de to kurser, som Thy Sangskole har arrangeret i dette skoleår.

Morgensang og kulturarv

Hun synes, det er utroligt vigtigt, at børnene får lov til at optræde til koncerter, som fx julekoncerten for at vise, hvad de kan – og at andre også kan se børnene og fornemme, at her er der nogen, der kan noget. Derfor lader Karen også sit kor optræde til morgensangen i indskolingen, som hun i øvrigt leder 2 gange i ugen. Hun synes, at børnene til morgensangen  skal stifte bekendtskab med de gamle salmer og årstidens sange – og selvfølgelig også alle de sjove ved siden af. Karen understreger vigtigheden af morgensangen som en god fællesstart på dagen, men også som en mulighed for at videregive en kulturarv – desuden bliver man jo glad af at synge, siger Karen. Hun er helt overbevist om, at netop jule- og forårskoncerterne på så stor en skole som Tingstrup Skole er uhyre vigtig for skolen og eleverne. De er med til at samle, slutter Karen af.

Julekorstævnet

En anden af julekoncertens lærere, Stise Nysted, deltog med nogle af 1. klasserne og var også med til 4. klassernes Luciaoptog. Hun fortæller, at hun får inspiration til sangene gennem de kurser, hun deltager i. Blandt andet er hun meget glad for julekorstævnet, hvor hun henter ideer til nye sange til sin undervisning i den obligatoriske musik. Desuden får hun tit ny inspiration gennem alle de materialer fra Musiklærerforeningen, som skolen abonnerer på. Det er i det hele taget vigtigt at forny sig, udtaler Stise Nysted.

Musik skaber hele mennesker

Ligesom Karen er Stise overbevist om, at det betyder noget for børnene at arbejde hen imod en koncert -  for, som hun siger, er musikken en profession, hvor det at optræde kan give anerkendelse. Og hun er ligeledes sikker på, at skolens koncerter er af stor betydning for skolen – og også fordi det er kendt i den brede befolkning, at musik er med til at skabe hele mennesker – og at Tingstrup Skole er kendt for netop musik og sang.

Thy Sangskoles kurser

Stise er også lærer på morgensangen på skolen og synes, at det er med til at give en betydningsfuld fællesskabsfølelse. Hun er ked af, at der ikke også er morgensang i overbygningen, men mener, at det er ledelsen på en skole, der skal være med til at gennemføre dette – og understreger således vigtigheden af en skoleledelses positive holdning til sang og musik. En holdning vi absolut nyder godt af på Tingstrup Skole

Stise Nysted har også været på Thy Sangskoles kurser, og selvom hun ikke lærte så mange nye sange, så lærte hun om metodikken i forhold til, hvordan hun indøver forskellige sange, og hun har allerede anvendt det flere gange. For hende er det skønt at være på en skole, hvor der er så meget musikliv og mange lærere, der beskæftiger sig med musik. For, som hun siger og smiler: man bliver jo både smukkere og klogere af at synge.

 
Thy Sangskole
Lille Torv 1A, 1.
7700 Thisted

Daglig leder:
Mette Damiri
Telefon 40 77 79 47
mail@thysangskole.dk